UngeLiv giver gratis og anonym rådgivning. Det betyder, at du ikke behøver at fortælle, hvem du er, når du kontakter os. Som udgangspunkt vil vi dog gerne have nogle kontaktoplysninger, så vi har mulighed for at kontakte dig angående din henvendelse eller ændringer i aftaler.
UngeLiv er et sted, hvor du kan få rådgivning om sex, krop og køn. Her bliver du altid mødt af faguddannet personale. Vi har tavshedspligt og kan give svar på både medicinske, psykiske og sociale spørgsmål.
Vi giver os tid - og her kan du tale om alt.
Hos UngeLiv kan du tale med sundhedspersonale med særlig viden om unge, krop, seksualitet og prævention.
Hos UngeLiv er test og rådgivning på samme sted. Her har vi tid og rum til en respektfuld og fortrolig samtale. Ingen spørgsmål er for store eller små, og her er plads til undren og tvivl. Vi rådgiver om seksuelt overførte sygdomme, graviditet, abort, prævention, krop og køn, seksuelt misbrug og grænsesætning - og meget mere.
UngeLiv er for unge ml. 12-25 år, som bor eller går i skole i Hvidovre eller Brøndby.
UngeLiv er et samarbejde mellem Hvidovre Kommune, Brøndby Kommune og Hvidovre Hospital.
Hvis du har brug for prævention eller at blive testet for seksuelt overførte sygdomme, kan du ikke være 100% anonym. Det kan du læse mere om nedenfor. Vi fortæller også altid grundigt om vilkårene, så du ved, hvad du går med til.
